Skip to main content

Forfatter: Jan Larsen

Velafviklet fællestur til GHRVPK i Næstved d. 1. september 2022

På Palles opfordring blev der for en god måneds tid siden luftet en ide om der var stemning for en tur til Gardehusarregimentets Veteran Panser- og Køretøjsforening i Næstved.

Turen blev aftalt med vort medlem Lauge, til et besøg torsdag d. 1. september, og på dagen, som også var en klubdag, startede vi turen fra klublokalet kl. 10 og da vejret tilmed var fint med sol og varme var der meget stor tilslutning. Vi var vel en snes stykker på motorcykler og en flot Opel med Mette og Egon som drog mod Næstved og der kom flere til undervejs over Skælskør og vi skulle møde Lauge på rastepladsen ved Næstved, hvor der også var mere tilslutning med MC og en bil, så vi blev i alt 25 motorcykler og 2 biler til arrangementet (i alt 31 personer).

Fra rastepladsen sørgede Lauge for at vi kom samlet ud til Kalby Ris Anlægget, hvor han holdt en velkomsttale, hvorefter John Frandsen viste os rundt i værkstederne og fortalte om de forskellige køretøjer.

Derefter kørte vi samlet ud til depotet  i Fredsskoven hvor der var sørget for kaffe og kage. Madpakkerne blev fundet frem og indtaget uden for i det gode vejr. 
Efter spisningen blev vi delt op i 2 hold til rundvisning i hallerne. John Frandsen tog sig af det ene hold og Eigil Kristensen viste det andet hold rundt og fortalte om de forskellige køretøjer. 

GHRVPK er en forening der indsamler, restaurerer og vedligeholder militærhistorisk materiel som der har været i brug ved Gardehusarregimentet, Sjællandske Livregiment og Danske Livregiment.

Efter rundvisningen blev det til en kop kaffe til og der blev klar til afgang til Gravstederne på Svinø Kirke, hvor der var flyvergrave med Headstones for flyvere der faldt i 2. verdenskrig. Det var en flot og velholdt mindelund.
Derefter gik det hjemad, nogle kørte sammen og andre lavede en afstikker i det gode vejr. Et velholdt arrangement. 

Stor tak til Palle og Lauge samt de to guider John og Eigil som delte ud af deres viden. 

Se billeder fra turen som ligger under fanen “Billeder” 2022

Beretning om Bornholm Rundt d. 2-3. juli 2022

Beretning fra Eva og Per Brandhøj:

En god håndfuld af VMV´s medlemmer (og ikke mindst deres projektledere) havde først på vinteren besluttet, at lave en fælles tur med deltagelse i Bornholm Rundt 2022
Mette Henriksen havde lavet det store forarbejde, og sørget for at skaffe os overnatning på hotel Pepita i Sandvig. Tak til Mette Henriksen, ærgerligt Egon og Mette ikke kunne deltage. Vi mødtes fredag morgen i Slagelse med vores flotte køretøjer. Følgende mærker var repræsenteret: Volvo 142, Morris 1000, MG C, Opel Kadet Olympia 1900 og 1 stk. Honda 400. Med sikker ledelse og hyggelige pauser sørgede Niels Erik for, at vi ankom uden problemer og i samlet flok til færgen i Ystad. Man føler sig lidt betydningsfuld, med en flot Honda som forreste led i kortege.
Efter ankomsten til Rønne, måtte der tankes lidt, findes regntøj og kaleche frem, da vejrguderne ikke var os helt nådige. Efter indkvartering og gensyn med Henri og Britta og deres Honda (de var taget over dagen i forvejen) løb vi mellem tunge regndråber og enkelte tordenbrag til Dideriks Veranda, hvor aftensmaden var bestilt.
På Bornholm skinner solen altid, og lørdag passede det. Vi ankom til Cirkuspladsen i Allinge i smukt vejr, og tjekkede ind sammen med ca. 200 flotte veterankøretøjer i alle aldre, bl. a. VMV medlem Per Haagensen og hans Triumf TR4. Der var planlagt et fint løb og velorganiseret løb af Bornholms Motor Veteraner, hvor vi kom hele øen rundt. Undervejs var der indlagt sjove og finurlige konkurrencer, så som dart spil med ryggen til målskiven. Vi fandt alle poster i vores gruppe, hvor Nina klarede navigationen rigtig godt.
Lørdag aften var der hyggelig festmiddag i Allingehallen, ingen præmier til deltagerne i vores gruppe, pyt det vigtigste er, at opleve og have det hyggeligt.
Søndag kørte vi igen til Cirkuspladsen til udstilling for publikum, og dernæst en kortere tur i kortege, hvor der vist var nogle, der fandt alternative ruter…
Alle kom dog i mål ved Allinge Røgeri, hvor frokosten med røgede sild og fiskefileter ventede. Søndag aften hyggede vi i gården på hotellet med pizzaer.

Tak til alle i vores gruppe for en god og hyggelig tur. 

VMV tur til GHR Pansergarager i Næstved d. 1. september 2022

Torsdag d. 1. september 2022, starter vi fra vores klublokale i Kulturhuset, Korsør kl. 10.00

Vi kører over Skælskør og man kan “hoppe på” ved Tanken i Skælskør på vejen til Næstved. Vi skal møde Lauge kl. 11.00 på rastepladsen ved ishuset oven for Borgnakkeskoven lige før Næstved. Herfra vil Lauge guide os frem til Pansergaragerne i Kalbyris skoven samt til Fredskovs depotet i Gardehusarernes gamle terræn.

Vi skal besøge klubbens værksted og se de gamle militærkøretøjer som klubben vedligeholder.

Senere vil Lauge guide os til Svinø Kirke og vise os en begravelsesplads med bl. a. flyvergrave fra 2. verdenskrig, og fortælle om de tilknyttede historier i “Blå Baret” regi.

Tag madpakken med og drikkevarer samt 20 kr. med til klubbens kaffekasse.
Vi regner med at være tilbage i Korsør igen sidst på eftermiddagen.

Kontaktperson: Palle Høst Andersen tlf. 20 41 44 30

Foto er fra 1958, husartræning med Jeep kørsel i terræn på Næstved Motor Klubs motocross bane Nissehøjen.

Velafviklet Korsørløb 2022 efter 2 års pause

Veteran Motorcyklens Venner fik endelig efter 2 års pause afviklet vores 20 år’s Jubilæumsløb, som traditionelt udgik fra Fæstningen i Korsør. 
Der blev startet med fælles morgenbord og efter åbningstalen af Anders Nielsen, blev de gamle motorcykler sendt afsted kl. 10, dog uden kanonsalut. Deltagerne blev sendt afsted enkeltvis, med en god præsentation af hver enkelt maskine, det klarede Karl Åge som også deltog i løbet efterfølgende.
Der var godt 90 deltagere fordelt på 74 motorcykler som gennemførte ruten, en enkelt kunne ikke starte og udgik. De øvrige deltagere havde en god tur det meste af vejen i solskin, dog med enkelte kraftige byger undervejs, men det rykkede ikke på det gode humør.

Jubilæumsløbet som var delt op i 2 ruter, hvor det første gik ud til Klaus Juel Hansens gård i Fårdrup, som lagde plads til post 1. Klaus deltog også selv i Korsørløbet på sin Ural K62 med sidevogn og “wingkvinde”. Fra post 1 kørte deltagerne tilbage til Fæstningen hvor der var sørget for at en pølsevogn stod klar til servering. Opgave 2 på Fæstningen bestod i at fylde 1/2 ltr. fra en vandkande ned i en flaske som var skjult i et rør. På flasken var inddelt i point til deltager.
Efter spisning var der afgang til den anden tur som gik nordpå til Kærrebjerggård i Bildsø, hvor Frank Petersen fra Dansk Veteran Traktor Klub lagde plads til den 3. opgave. Frank Petersen har en samling af gamle traktorer p.t. 90 stk. som blev fremvist på dagen. Derfra gik det tilbage til fæstningen hvor præmieuddelingen foregik ved 15. tiden. Der var ingen maskinnedbrud på ruten, så opsamler vogn kom tom tilbage.

Der var to vindere begge med 55 point, så de trak lod om 1. og 2. præmien. Den ene af vinderne var Henri Christiansen fra Slagelse som var kørende på en Honda CBX F fra 1983 og den anden vinder var Hans Boel fra Næstved, som kørte på en BSA Bantam, 125 ccm to-takter fra 1953.
3. pladsen gik til Christian Nielsen fra Odense som kørte på en Moto Guzzi V65 fra 1982.

Deltager på ældste motorcykel var Claus Andersen som kørte på en AJS K4 – 350 ccm fra 1928.

Den lokale Palle Høst som i sin tid startede Korsørløbet, deltog også i søndagens jubilæumsløb. Palle kørte på en Moto Guzzi V50 med sidevogn.

Ældst deltagende motorcykel en AJS K4 fra 1928
Vespa GL 150 fra 1961 med Lenard Jensen klar til start.
Ekstra fint gavebord ved 20 års jubilæum for løbet.
3. plads i Kortsørløbet 2022 – Niels Christian fra Odense
De to vindere af Korsørløbet 2022 – Henri og Hans

Se alle billederne fra Korsørløbet under menuen “Billeder”