Om afholdt tur til Regan Vest d. 15. - 16. maj 2024.

Vi var 20 tilmeldte til vores tur til Regan Vest

Ikke alle kom til startstedet i Korsør. En på grund af en defekt kobling, så vedkommende blev bagsædepassager, en anden havde knækket en bolt, og måtte tage bilen i stedet. Tre deltagere ville støde til gruppen i Horsens og i Rebild.

Vi deltes i to kørehold. Det ene kørte med de alm. tilladte hastigheder, og det andet med en max. hastighed på 70 km/t.


Vi ankom næsten samtidig til Skovgrillen (de langsomme dog først) og det gentog sig ved ankomsten til Nimbusmuseet i Horsens. Der var nogle som lige skulle forbi Mc Donald. Her stødte de tre sidste til gruppen. En kom fra Århus og en fra Sønderborg, samt ham som havde taget bilen.

Dejligt museum med passionerede Nimbusfolk, som viste rundt.


Turen gik videre af Gl. Århusvej over Gjesing vej 170 og 511 til vej 180 mod Randers derefter til Hadsund. Videre til Skørping og Rebild, hvor vi ankom ved 18 tiden. Her kom de hurtigere mc'er først.


Vi blev indlogeret og fik en dejlig øl og god aftensmad (kamsteg m. flødekartofler). Herefter var der aftenhygge og god snak.


Torsdag morgen fik vi en fin morgenmadsbuffet, og gjorde os klar til at køre til koldkrigsmuseet Regan Vest kl. 10.

Kom dertil i god tid, så jeg kunne nå at få et egerhoved ud af bremsetromlen på min Nimbus. Sidste deltager stødte til os her (i bil) og kunne så lige låne mig hans donkraft fra bilen, så jeg kunne få forhjulet af Nimbussen.

Museet var spændende og guiden berettede fint og svarede på vores mange spørgsmål.


Da vi var færdige på museet kørte vi de 2 km til Thingbæk Kalkminer, hvor der var bestilt sandwich til alle, og så kunne der købes drikkevarer dertil.

En del havde lidt travlt med at komme videre hjem eller fortsætte eventyret i det Nordjyske på egen hånd eller sammen med andre, så efter kalkminen som helt sikkert var et besøg værd, skiltes vore veje.


Vi var tre som tog en overnatning mere på vandrehjemmet, og jeg fik travet Rebild bakker tyndt, samt set Lille Blåkilde og Ravnkilde.


Fredag tog jeg afsked med de to andre og satte kursen mod Korsør. Det tog 5 ½ time med tre tankninger og pauser. Fik talt med flere mc folk i pauserne. Nimbussen gik godt hele vejen, men blev dog udfordret over Storebæltsbroen. Der var strid modvind og kørselsforbud med lette anhængere. Nimbussen kunne ikke presse mere end til 50 km/t op over broen.

En rigtig fin tur på 600 km, ad de gamle landeveje og i godt selskab.


Der vil komme flere billeder og historier om turen, når vores blad udkommer engang sidst i september.


Venlig hilsen

Per Brandhøj.